Så dårlig form kan man være i…

Jeg må indse endnu en illusion.

De seneste år har jeg gået og bild mig selv ind at jeg egentlig var i nogenlunde form – bare overvægtig.

Men men men – jeg fik igår for alvor realiteterne at mærke.

Efter opturen over min korte løbetur i forgårs var det noget andet igår. Vi var på stranden og jeg ville selvfølgelig lege med min 5-årige søn Anton.

Vi startede med at grave i sandet… Selvom jeg kun sad og gravede i sand kunne jeg hurtigt mærke det i skuldrene. ØV

Senere brugte Anton og jeg flere timer på at spille strandtennis. Her kunne jeg mærke at alle de gange jeg skulle bukke mig ned for at samle bolden op gjorde at jeg fik lyst til at bakke ud…

Min første indskydelse var at jeg jo synes det var mere behageligt at ligge og solbade og at det jo egentlig var det jeg ville på stranden. Men det er jo løgn.

Jeg synes det er meget sjovere at lege med min søn end at ligge som en død hval på et blomstret håndklæde. Det var min manglende form der træk mig hen mod liggepladsen. Både fordi jeg blev træt og fordi min forfængelighed gjorde at jeg ikke havde lyst til at hoppe rundt i det fri.

Antons glæde ved vores leg vandt heldigvis igår. Og den skal have lov til at vinde fremover. Det er jo fantastisk at bruge tid med mit barn og det skal der være overskud til – ellers må jeg finde det overskud.